Hvad er floorball?
Du kender sikkert spillet. I skolen, gymnasiet eller i fritids- og ungdomsklubben har du måske drønet af sted med en plastikstav i hånden i kampen om den hvide, hullede plastikbold. Du kender tempoet - højt. Du kender måske følelsen - sjovt. Du kender staven og du kender bolden - ja. Men kender du navnet på spillet? Det hedder FLOORBALL.

FLOORBALL - den næste store idræt i Danmark
Floorball er det internationale navn for den form for "indendørs hockey" som kendes fra skole- og institutionsmiljøet. Udover at være et populært skole- og institutionsspil er floorball blevet etableret af Dansk Floorball Union (DaFU) som en selvstændig idræt der spilles i godt 80 foreninger over hele landet med over 4.000 udøvere. Og potentialet er stort. Ud fra salget af floorballudstyr i Danmark anslås det, at der spilles floorball på næsten alle danske skoler. Endvidere spilles der floorball i "Ungdomsringen", en landsdækkende sammenslutning af ca. 1.200 fritids- og ungdomsklubber. Floorball er derfor "år 2000 sikret" - og vil være en vigtig brik i det fremtidige idrætsbillede.

International FLOORBALL - og "stormen" i Sverige
I Sverige er floorball, under navnet "innebandy", vokset til den næststørste idræt på bare 20 år - utroligt. Det er vist ikke set tidligere i idrættens historie, at en ny idræt er vokset så voldsomt på så kort tid. I dag er der i Sverige omkring 500.000 spillere, hvoraf ca. 130.000 er serie- og divisionsspillere i de mere end 1.700 foreninger. I april 1996 blev der afviklet det første VM for herrer. Finalen, der blev overværet af 15.200 tilskuere i Globen i Stockholm, blev vundet af Sverige over Finland - og kun Bruce Springsteen og Paven har tidligere samlet flere tilskuere i Globen.
Den svenske floorballunion, Svenska Innebandyförbundet, blev i 1996 valgt til årets specialforbund i Sverige. I maj 1997 blev det første VM for kvinder afviklet på Åland - og ikke uventet blev Sveriges kvinder verdensmestre - efterfulgt af Finland, Norge og Schweiz. Ved VM for herrer i Prag 1998, vandt Sverige for 2. gang i træk. Dansk Floorball Union er stiftet i 1989 og blev i 1991 medlem af International Floorball Federation, som er dannet i 1986. I dag er der 36 medlemslande af IFF, et tal der vokser år for år. Et af IFF’s mål er at nå 50 medlemslande, hvilket er kravet for at blive anerkendt som olympisk sport. På verdensplan er der ca. 250.000 registrerede spillere, som spiller på 5 kontinenter.